Nord-øen

Lørdag d. 24. december

Vi skrev julebrev og fik det sendt (godt vi er en halv dag foran hernede ;o)

Fik købt resten af gaverne til vores værter og Soren blev juleklippet - det var billigt hernede (under 100 kr).

Da vi var ved at spise, ringede Niel (som vi besøgte for et par uger siden) for at ønske os glædelig jul!! Så vi har nok ikke været helt håbløse at have rendende.... ;o)

Om aftenen hyggede vi os med Evelyn og Roy - vi så en film i fjernsynet, og kl 23 var der midnatsgudstjeneste i deres lokale kirke. I New Zealand har man ikke en officiel kirke støttet af staten - alle kirker må selv finansiere alt. Derfor har de en deltidspræst der passer en del kirker og hjælper med de specielle ting. Roy stod for denne aften, og gjorde det en præst normalt ville gøre i Danmark. De har kun råd til præsten ca hver 3. gudstjeneste, resten var frivillige hjælpere.

Kirkegårdene hernede er stats-drevne, så der er ansat en graver til at passe dem. Kirkegårdene ligger langt fra kirkerne, og er fælles for alle - så der ligger folk fra forskellige trosretninger på samme kirkegård, og gravstenene bliver stående der "altid" (gravstederne bliver ikke nedlagt efter 30 år som i Danmark).

I deres lille landsby-kirke var der kun 11 til gudstjenesten.

Søndag d. 25. december - juledag

Der var gudstjeneste i kirken kl 10 - Roy forestod igen gudstjenesten (denne gang var der 29 mødt frem). Heidi prøvede at ringe med kirkeklokken på gammeldags facon (hive i rebet). Efter gudstjenesten kom organisten med en julegave til os - vi havde snakket med hende aftenen i forvejen, og hun synes lige vi skulle have en lille gave! Det var en kalender med bibelcitater og billeder fra New Zealand - den er vi glade for.

Til middag kom Roys kusine og mand. Vi pakkede gaver op inden middagen - tak for gaver og hilsner der var blevet sendt herned!

Vi spiste til vi var ved at revne (intet nyt der i forhold til hjemme), og hyggede os så resten af eftermiddagen med snak og spil.

Mandag d. 26. december - "Boxing day"

Dagen kaldes "boxing day" (kasse dag) - forklaringen ligger lidt i det uvisse, men det er noget med de kasser, gaverne er i...

Vi kørte til "Palmerston North" (1,5 time øst herfra) for at besøge Evelyn og Roys døtre (og familie). 3 døtre var samlet, og efter udpakning af de til børnene medbragte gaver, var der igen rigeligt med mad på bordet. Efter middagen opførte børnene nogle skuespil for os - ret underholdende.

Tirsdag d. 27. december - Bjergbestigning

Vi stod tidligt op, for Roy ville tage os med op på Mount Taranak (Mount Egmont), som ligger en time vest herfor. To tasker blev pakket med div nødudstyr, ekstra tøj og proviant til et stykke tid. Der var grund til at være forsigtige for vejret var meget omskifteligt på bjerget. Adskillige bjergbestigere var blevet fanget i et uvejr deroppe og var døde af det (mindst 63 havde mistet livet på bjerget - hovedsageligt fordi de ikke var ordentlig forberedte på vejr-skift). Vi følte os i kyndige hænder, da Roy havde været der mange gange før.

I det fjerne kunne vi ane Mount Taranaki og efterhånden som vi kom nærmere, lettede skyerne og en stejl top (vulkan) kom til syne mellem skyerne. Vi kørte op i ca 1.000 meters højde - op til træ-grænsen. Soren og Heidi bar taskerne, da vores ben var de yngste. De første kilometer var med lidt stigning, men med knæ-høje trin. Vi passerede en ski-lift, da stedet var et ski-sportssted om vinteren. Buskene forsvandt omkring os og lavt hårdfør græs tog over. Vi næde et lille hus, og herfra blev det stejlt! Nogen havde gjort det nemmere ved at lave ca 500 trappetrin (som var nødvendige!). Nu var der kun lidt mos hist og pist på klippestykkerne. Ovenfor trappesektionen var der ganske stejlt og løst grus. Hvert skridt skulle nøje placeres for ikke at kure nedad. Hvis man faldt her kom det til at gøre ondt, da der ikke var noget at holde fat i!. Heroppe var alt stille. Tåge sneg sig ind fra begge sider, men nu og da lavede den et lille vindue, så vi kunne se horisonten og landskabet under os. Vi skulle ikke nå toppen, da vi ikke havde grej til at klatre i is. Det kneb Roy at få vejret. Vi fandt en lille hulning som gav lidt læ for den kolde vind fra toppen. Madpakken blev fortæret og vi begav os ned efter igen. Efter 6 timer var vi nede ved bilen igen.

Det var en flot tur - og vi var over sne-grænsen.

Om aftenen sorterede vi i vores bagage og fik pakket noget af det - så håber vi at kunne få det hele med (vi må kun have 20 kg/person...)

Onsdag d. 28. december - Taihape

Vi kørte til Taihape i silende regnvejr. Vi kørte omkring Niel og Jenny - han hvilede øjnene ved fjernsynet (da det regnede udenfor), så vi forstyrrede ham vist ikke ret meget i arbejdet. Vi gav dem en flaske vin og en blomst som tak for sidst.

Vi kørte til "River Valley Lodge" 45 minutter øst for Taihape, hvor vi overnattede.

Torsdag d. 29. december - "White Water Rafting"

Solen skinnede og i dag ville Heidi prøve kræfter med Rangitiki floden. Man kan vælge "blue eller white"- water rafting (blå eller hvid vand!) Den vildeste er "white". Samtidig er der forskellige "grade" som fortæller noget om de vandfald man skal igennem. "Grade 5" er, så vidt vides, det vildeste man kan prøve indenfor white water rafting....så det ville hun prøve! Soren havde det bedst på land, så han tog en slapper.

Vi blev udstyret med hjelm, våddragt, redningsvest og gummisko. Ti mand blev læsset ind i en minibus med to gummibåde på slæb - og så gik det over stok og sten til vores begyndelsessted på floden. Vi fik instrukser om hvordan vi skulle forholde os i båden og i vandet, hvis vi kæntrede. I starten var floden rolig. Vi var fire mand i hver båd samt en guide. Så begyndte vandfaldene at komme med jævne mellemrum. Vores båd klarede dem, når vi med mellemrum padlede som piskede. I den anden båd fløj en pige ud, så vores båd fik travlt med at redde hende op, inden hun forsvandt ned i næste vandfald. Hun blev noget forslået, da store klipperstykker var spredt over og under vandoverfladen. På turen sejlede vi igennem noget af det smukkeste natur jeg har set på New Zealand. Det sidste stykke af vores raftetur var rolig vand og vi fik bådene hevet op på land, hvor vores afgangspunkt var. Tre timer på floden - det var en sjov oplevelse....og trods alt ikke uforsvarlig vildt. Kan anbefales!

Vi kørte mod Rotorua. På vejen så vi Huka Falls (vandfald) som er berømt for vandets tyrkiesblå farve. Kort derfra så vi et område der lignede månekratere - det var gratis at se. Der var kæmpe huler med damp og vand der kogte.

Vi nærmede os Rotorua og en hørm af rådne æg, svovl og syre satte sig fast i næseborene. Man skulle ikke lige tro at denne by var turistattraktion nr. 1 på Nordøen. Vi fandt et backpacker vandrehjem, hvor vi besluttede at blive de næste dage. Lugten vænner man sig til.

Fredag d. 30. december - Rotorua - i røg og damp

Vi er på den centrale del af Nordøen og det er netop under dette område, at to kontinentalplader "støder sammen" med den konsekvens, at jordskorpen her er særlig tynd og skrøbelig.

Over hele Rotorua er der hist og her huller i jorden, hvorfra der høres buldren fra kogende vand. I parkerne er der boblende mudderhuller, og ud af kloarkriste og rendestene kommer der varm damp. Alle hoteller, moteller og campingpladser og mange private husejere har termiske mineralbade. De forekommer simpelthen overalt - sammen med duften af svovl. Af samme grund er der ingen huse i området, der har kælder, da det efter sigende er alt for risikabelt at grave for dybt. Mange af mudderhullerne har ry for at have helbredende virkning, så siden anden halvdel af 1800-tallet har der været både kurbade og helsehoteller og dermed mange besøgende i Rotorua.

Mange maorier bor i byen. De værner om deres eget sprog og kultur, og det kan være en tungebrækkende opgave at forsøge at udtale gadenavnene. Vi besøgte "Whakarewarewa" ( i daglig tale blot kaldet "Faka"!) hvor maorierne har lavet en landsby med arbejdende værksteder. Der var gejseren "Pohutu" som af sig selv skød kogende vand op i vejret ca. en gang i timen. Det er et egendommeligt landskab med forkrøblet bevoksning, boblende mudderkog og kratere som bylder.

Om aftenen gik vi rundt i en park og kiggede på mudderkog. Et sted var der en pool opvarmet af undergrunden. Fødderne blev forsigtig dyppet i det varme vand i håb om at det enten var sundt eller rart - eller måske begge dele.

Lørdag d. 31. december - "Wai-o-Tapu - Termal Wonderland"

Vi kørte 30 km syd for Rotorua, og så "Wai-o-Tapu - Termal Wonderland". Det er et område hvor der er mange flotte formationer dannet af de varme kilder. Dele af grundvandet bliver opvarmet af den underliggende magma. Det siges, dampen kan blive op til 300 graders celcius, og vandet bliver så varmt, at mineralerne i klipperne vaskes ud. Det giver nogle fantastiske flotte gule, røde, orange og grønne farver oppe ved overfladen. Der trækker også syre med op, som med tiden ætser i klipperne, så de får mærkværdige og skrøbelige former. De forskellige kogende mudderpøle, gejsere og grotter i dette område har navne som: Djævelens blækhus, stegepanden, djævelens bad, djævelens hjem og Infernokrateret. Det virker på en gang frastødende og fascinerende og dette sted er det flotteste eksempel på geotermisk aktivitet vi har set. Lady Knox gejseren bliver aktiveret hver formiddag med lidt hjælp fra sæbe. Den kan efter sigende skyde tyve meter op i luften med kogende vand.

Vi så en kirke i Rotorua, hvor der er et flot billede af Jesus der ser ud til at gå på vandet ude på Rotorua søen.

Vi så "Hells Gate" (helvedes port). Det var lidt skræmmende, men samtidig specielt og sjovt. Stedet tilbyder mudderbad, massage eller man kan bare flyde rundt i et kurbad. Vi prøvede det ikke, men gik i stedet rundt i det termiske område som havde navne som: Sodoma og Gommore, djævelens hals og mange andre navne i samme stil. Det var knap så flot som i Wai-o-Tapu!

Vi fik en rigtig god nytårs-middag (bøf med løg og franske kartofler! :o) ). Der var fyrværkeri i en nærliggende park og vi kom godt ind i det nye år.

Søndag d. 1. januar 2006 - Gi´den som menneskelig yoyo!

Vi forlod Rotorua tidligt og kørte til Taupo. Heidi skulle lige nå en sidste aktivitet inden hjemrejsen. Hun ville bogstavlig talt springe ind i det nye år - bungy jump over den smukke flod. Vi har fået tyngdekraften, så hvorfor ikke lege lidt med den?! Et spring på 47 meter ( kl. 00.15 dansk tid) - det var ikke spor slemt - hun kunne vist finde på at gøre det igen, men sig´det ikke til hendes mor!! :o)
Sidst på dagen nåede vi atter frem til Roy og Evelyn, som har været vores base her på New Zealand.